Motorik

 
08-10-2010
Krop og bevægelse

Et barns motorisk udvikling har stor betydning for barnets generelle trivsel. En god motorik giver selvværd. Er barnet sikker i sine kropsbevægelser, så har det let ved at lege og oplever at have succes sammen med andre.

Det er derfor vigtigt at være opmærksom på barnets motoriske udvikling så tidligt som muligt. Fornemmer du at barnet er motorisk usikkert for sin alder, er det vigtigt at gøre en indsats for at styrke udviklingen.

Motorisk normale børn træner motorikken helt af sig selv. Allerede i 4 måneders alderen vil barnet gribe efter genstande og når hun når 6 måneders alderen vil hun rulle fra ryg til mave og tilbage til ryggen igen. I 10 måneders alderen vil barnet mave sig frem, rejse sig på knæ, stå og vippe for at fornemme balancen og endelig blive klar til at rejse sig.

Selvom børns udvikling er individuel og tidspunktet for hvornår barnet behersker f.eks. at kravle og at gå, varierer fra barn til barn, kan man tage udgangspunkt i følgende generelle beskrivelser af grov- og finmotoriske færdigheder i de forskellige alderstrin:

1-2 måneder: Løfter hoved i maveliggende stilling
4 måneder: Støtter på armene i maveliggende stilling. Griber efter genstande.
6 måneder: Ruller rundt. Flytter ting fra hånd til hånd
8 måneder: Sætter sig op.
9 måneder: Sidder sikkert og tager fra med armene. Kan pege.
10 måneder: Kravler. Slår ting mod hinanden.
12 måneder: Rejser sig op ved støtte. Anvender pincetgreb
15 måneder Går uden støtte. Kravler op ad trapper.
18 måneder: Kan gå på trapper. Kan stable få klodser.
20 måneder: Kan kaste med bold. Kan tegne streger.
2 år: Kan løbe.
3 år: Hopper med samlede ben, kan stå på et ben. Kan tegne cirkel.
4 år: Kan hinke. Kan tegne tenstiksmænd og klippe efter en streg.
5 år: Kan gribe en lille bold og kan klæde sig af og på.
6 år: Kan cykle og løbe gadedrengeløb. Kan binde sløjfer, smøre brød og knappe små knapper.
7 år: Kan hoppe i sjippetov og balancere som en voksen. Kan skrive bogstaver, spise med kniv og gaffel.





 
 
Find information om: svar guiden spørgsmål guide
(Hovedkategori: Gode råd)